Tech: Min hjemmeserver (NAS)

I dag vil jeg fortælle lidt om vores hus-server, en såkaldt NAS, der opbevarer familiens dokumenter centralt, så de er tilgængelige flere steder.

Tidligere havde vi alle vores digitale fotos, dokumenter, vores musik etc. liggende på min pc, den jeg bruger til alt muligt andet, med den risiko det nu indebærer for fejlsletninger, harddisknedbrud, virus etc. Men for noget tid siden fik jeg endelig købt en NAS, og valget faldt på en QNAP TS-219P Turbo. Jeg valgte en model med plads til to diske, for muligheden for at køre RAID, altså med forøget sikkerhed. Alle data ligger på begge diske, så går den ene ned, har man stadig den anden som backup. Det er trods alt fotos og dokumenter fra mange år man har liggende.

Nu har jeg haft NAS’en kørende et par måneder og jeg er stadig meget tilfreds med den. Dens primære funktion er som sagt at opbevare vores data – sikkert, og så vi kan komme til dem hvor vi har brug for det. Og her mener jeg både inde i huset, uafhængigt af hvilken pc vi sidder på, men også udefra, da man også kan få adgang til data over internettet.

Nu har jeg ikke erfaringer med andre NAS, men QNAP’en virker meget gennemtænkt. Der er mulighed for at oprette forskellige shares (delte mapper) og brugere, så jeg kan give en gæst i huset adgang til fx vores musik, men ikke alle vores dokumenter. Eller hver bruger kan have sine egne dokumenter på et share, som andre brugere ikke kan se. Det fungerer smertefrit, når først man har bestemt sig for strukturen, og oprettet de nødvendige shares.

Der er en Download Station, med indbygget BitTorrent-klient, så serveren kan downloade filer for en via BitTorrent-netværket. Denne kan man sætte op til fx kun at køre om natten, så man ikke belaster båndbredden mens man surfer/spiller. NAS’en kommer ikke med en eDonkey-klient indbygget, men man kan installere såkaldte QPKG plugins på den, og her finder man MLDonkey, som hvis man kombinerer det med front-enden ‘sancho’, fungerer rigtigt godt. Ikke at jeg har nogen anelse om hvad man skulle bruge hverken BitTorrent eller eDonkey-netværket til …

Der er en indbygget Multimedia Station, som jeg dog ikke har fået leget så meget med. Den giver mulighed for at se sine fotos og afspille sin musik via browseren, hvilket nok mest er smart når man har fjernadgang, fx er hos familien og gerne vil vise nogle fotos. Men standardinterfacet er ikke specielt imponerende, omend det dog fungerer.

Jeg havde en ide om at jeg ville bruge NAS’en som en iTunes-server, men det fungerer desværre meget kluntet. Det er jeg dog ret sikker på er iTunes skyld, ikke NAS’ens. Andre services jeg ikke har fået leget med endnu, mest fordi det ikke har været nødvendigt, er web server, FTP samt backup-funktion. Der er også mulighed for at koble overvågningskameraer til, det kunne jeg også godt tænke mig at prøve. Man kan koble en ekstern harddisk til, enten via eSATA eller USB. Derved kan man tage en ekstra backup af NAS’en, eller omvendt, tage backup fra den eksterne harddisk til NAS’en. Den kan også fungere som printserver, hvilket jeg desværre ikke får glæde af før vi får en ny printer.

Opsætning af serveren foregik meget simpelt, specielt fordi den understøtter UPnP, så jeg slap stort set for at rode med at åbne porte, udover det jeg ikke kunne lade være med at pille ved. Daglig administration af serveren foregår via et tilpas avanceret web-interface, så der skal ikke installeres noget software på ens pc.

Jeg kan klart anbefale denne NAS, naturligvis afhængigt af hvad ens primære behov er, men til de funktioner jeg har brug for, klarer den det hele uden problemer. Den virker meget gennemtænkt, og jeg er endnu ikke løbet ind i nogen problemer eller mangler. Godt køb!

5 svar til “Tech: Min hjemmeserver (NAS)”

  1. Nikolaj25. januar 2010 kl. 11:09

    Tak for info. Har du beskyttet alt med passwords?

    Har selv problemer med NAS og iTunes-server, men kan ikke finde fejlrettelse til det, som skulle skyldes en fejl i iTunes. Er eller yderst smart, at man kan tilgå samlingen fra mange maskiner – når altså det virker.

    Jeg ved heller ikke hvad man skal bruge Torrent til ud over at hente norske togfilm, der varer 7 timer. 🙂

  2. Nikolaj25. januar 2010 kl. 11:11

    Ja, ok du svarer indirekte på passwords i teksten.

    En anden ting dog… Kan eksterne HD via USB også deles på netværket unden software på klienterne?

  3. Lars K31. januar 2010 kl. 17:05

    Ja, der er rettigheder på alle mapper, så man skal have et login for at få adgang, men så vidt jeg ved kan man godt lave mapper som er helt åbne for alle på netværket, og vel også internettet.

    Ekstern harddisk koblet på via USB eller eSATA dukker op som et separat share og kan deles på lige fod med mapper på den interne harddisk.

  4. FinnC.1. februar 2010 kl. 17:36

    Hej Lars,

    Jeg har selv en ældre QNAP-NAS (TS-109 pro 2) der kører fint som iTunes-server. iTunes bliver tilgået fra såvel pc’er som mac og sågar streamet til iPhone – også samtidigt. Hvad er problemet på din? iTunes-klienten skal blot kende netværksstien til multimedia-folderen på QNAP og så spiller det ellers. Til gengæld er min Creative Squeezebox stået af, men det er næppe iTunes’ eller QNAP’ens skyld.

  5. Lars K7. februar 2010 kl. 22:38

    Lad mig starte med at sige at jeg aldrig har været fan af iTunes, hvilket nok ikke hjælper 🙂

    Jeg har brug for at kunne flytte musik fra NAS’en via iTunes over på en iPod på to maskiner, og det kan man, så vidt jeg ved, ikke hvis musikken ligger på en iTunes Server. Man skal i stedet tilføje mapperne med ens musik via netværksdrevet, hvilket også fungerer fint, men så kan jeg lige så godt slukke for iTunes Serveren igen. Så det har jeg gjort 🙂

    I øvrigt vil jeg da gerne have tips til hvordan man streamer musik til en iPhone, det tror jeg min kone vil sætte pris på.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.