I går var jeg i biografen til forpremiere på “Hitman”, filmen baseret på de berømte danskproducerede spil. Det var min gamle Silkeborg-buddy Jakob, der havde inviteret – og tak for det! For det var nemlig en rigtig god film. Man kunne ellers godt være lidt nervøs for hvordan de ville portrættere den rå Agent 47 i kød og blod, men det klarer Timothy Olyphant rigtigt godt. Han har den rigtige måde at gå på, den rette attitude og så er han ikke noget decideret muskelbundt, han er bare rigtig veltrænet. Da det kom frem at der skulle laves en film over Hitman-serien var det på tale at Vin Diesel skulle spille hovedrollen. Godt de gik bort fra det!
Handlingen følger ikke spillene, men indtil flere ting fra spillene indgår, så hvis man har spillet dem, så vil man helt sikkert nikke genkendende til en del detaljer og enkelte scener. Fx. er der blevet plads til den lille badeand fra en af reklamerne for spil nr. 4 i serien.
Filmen føles på mig som et godt mix mellem James Bond og Bourne-serien, og det rammer ret godt i min smag. Jeg havde nok regnet med at historien ville være lidt tynd, men også der blev jeg glædeligt overrasket. Ikke at den er indviklet eller fyldt med plottwists, men den holder sig bestemt i den pæne ende, genren taget i betragtning.
Alt i alt er det mit indtryk at filmen er meget tro over for spillenes univers, hvilket må siges at være et kæmpe plus. Jakob og jeg kunne ikke komme i tanke om ret mange succesfulde spil-til-film konverteringer (Tomb Raider 1 – er der andre bud?), men “Hitman” fortjener bestemt at få succes – og en 2’er, tak.
Tomb Raider?? Nu stopper du kraftedme! Der har slet ikke været nogle vellykkede indspilninger af spil… Måske lige et par Final Fantasy-film. Men en indspilning af Halo skulle være på vej. Måske det blir’ godt?