Siden 1999 har jeg med varierende mellemrum lidt af migræne. Skulle nogen være i tvivl, så er det en rigtig møgsygdom. Dels fordi det kan være meget ubehageligt at få et anfald – er det et mildt et kan jeg som regel komme over det uden at min omverden lægger mærke til det, men hvis det er et af de grimme anfald, er der ikke andet at gøre end komme så hurtigt som muligt hjem til en pille og min seng, og så ses vi ellers i morgen.
En anden grund til at det er en møgsygdom, er at ingen kan se man er syg, og derfor kan man som migræniker opleve dårlig samvittighed over at fx skulle gå hjem fra arbejde, melde fra over for venner eller måtte sige til børnene at man er nødt til at sove midt på dagen. Det er jeg ved at være ude over, men vurderingen er der stadig hver gang.
Anyway, efter 10 år er jeg nu begyndt at føre en migrænedagbog, noget man får at vide ved første besøg hos lægen, at man skal gøre. Bedre sent end aldrig. Jeg fandt en god en hos Migræne-oplysning.dk, til at printe ud.
På mit arbejde har vi en ordning med en massør der kommer et par gange om måneden, og hun har foreslået at jeg prøver kranio-sakral terapi for min migræne, så fra marts skal jeg begynde på tre behandlinger der, så vidt jeg har forstået, risikerer at fremkalde flere tilfælde. Jeg lægger med andre ord min hjerne i hænderne på Klinikken Ved Ã…en.
Jeg krydser fingre. Fortsættelse følger, måske.
Øv, som der skrevet står, er det en MØGsygdom.
Led også af det som barn, men voksede heldigvis fra den.
Vær taknemmelig den moderne udvikling. Dengang kom den eneste medicin, som var stærk nok i form af stik-piller 🙁