Hjem for Lars Kristensen,
Bibliotekar Extraordinaire
NetEgo / LK
Hjemmeside for Lars Kristensen
Infrekvente opdateringer, nørderier og - hvis der er plads - lidt om familien.
Et forestående valg
Kampen er i gang – i øjeblikket ligger både World of Warcraft (WoW) og Warhammer Online (WAR) på min pc, men på sigt er der uden tvivl kun plads til en af dem. WAR har fordelen af at være nyt og spændende, med friske ideer på flere områder, men WoW er ovre alle børnesygdomme og jeg har efterhånden investeret mange gode timer i det. Det vil tage lang tid før jeg når så langt i WAR som jeg er nået i WoW.
Jeg giver mig en periode på tre måneder før jeg skal bestemme hvilken af de to der får lov at blive liggende på harddisken, og hvilken der fremover må klare sig uden mine 100 kr. om måneden.
Warhammer Online
Det er vist ikke nogen hemmelighed at jeg spiller World of Warcraft. Det har jeg gjort i mere end 3 år, og selvom jeg ikke spiller på den hardcore måde med ugentligt raids etc. så er jeg bestemt en af de trofaste fans. Næste udvidelse i rækken er også bestilt. Men derfor kan man jo godt lige kigge sig omkring efter andre spil, som jeg også gjorde med Tabula Rasa, og når et så stort franchise som Warhammer går online, så er jeg nødt til at være med.
Jeg har aldrig spillet Warhammer som brætspil, og er i virkeligheden nok mere interesseret i Warhammer 40K-serien, men stadig har Warhammer-universet så meget tyngde at det kun kan blive interessant.
Nu er datoen for udgivelsen sat til 18. september, og heldigvis er flere af dem jeg spiller World of Warcraft med, også med på ideen om at give Warhammer Online en chance. Det er nemlig lige præcis det der skal til for at afgøre om Warhammer Online blive en succes for mig, eller om jeg fortsætter med World of Warcraft – spillet kan være nok så godt, men hvis resten af slænget bliver i World of Warcraft – så gør jeg også.
Her inden spillet er på gaden, er min forventning at jeg kommer til at spille Warhammer Online 2-3 måneder, og så vender tilbage til World of Warcraft. Næste udvidelse til World of Warcraft kommer efter alt at dømme senere på året, og den er som sagt forudbestilt.
I Warhammer Online overvejer jeg at spille en high elf (dvs på Order-siden) af klassen ‘Shadow Warrior’, men igen kommer det meget an på hvad mine venner er med på.
Skriv gerne en kommentar hvis du også har tænkt dig at spille Warhammer Online, samt hvilken side/race/class du overvejer.
Ny monitor – endelig widescreen
Til min pc har jeg længe haft en gammel – men rigtig god – 21-tommers IBM P275-monitor som jeg har fundet på et loppemarked for 300 kr. Den har fungeret godt, men for et par måneder siden opdagede jeg at den var begyndt at blive uskarp i hjørnerne, og siden er det kun gået ned ad bakke med kvaliteten. Altså var det på tide at opgradere, hvilket desværre betød at jeg skulle forsøge at sætte mig ind i den jungle af teknik-mumbo-jumbo man forsøger at beskrive moderne skærme med. Det lykkedes mig ikke til fulde, men med hjælp fra Nikolaj fandt jeg i sidste uge endelig noget at kaste mine penge efter.
Det endte med en 22-tommers widescreen fra LG Electronics (L227WT-PF) som selvfølgelig er i widescreen (16:10). Og naturligvis fladskærm, hvilket jeg heller ikke har haft før. Jeg kan godt mærke at jeg lige skulle vænne mig til det anderledes format, og ikke mindst den helt anden kontrast og farverighed som mine spil pludselig har fået, men her efter en uges brug er jeg 100 % tilfreds med mit køb. Jeg har slået mig til tåls med en max-opløsning på 1680 x 1050, som vist er standarden for de fleste widescreenmonitors for tiden. Alternativt skulle jeg have gået efter den større 1920 x 1200, men så skulle jeg også have haft en del flere slanter på bordet, og så var jeg tvunget til at gå efter en 24-tommers, hvilket havde været en kende voldsomt på mit skrivebord.
Skærmen er fundet hos ComputerCity til 2.399 kr.
Spilmesse i Øksnehallen – ses vi?
Igen i år afholdes der D3 computerspilmesse i Øksnehallen i København. Nikolaj, Keld og jeg var afsted sidste år, hvilket var en stor succes, så jeg skal helt sikkert afsted igen i år. Det er 16.-18. november, dog med begrænset adgang om fredagen. Jeg satser på at tage til messen om lørdagen – ses vi?
Læs mere om messen på den officielle hjemmeside, og køb billet på BILLETnet.
Tabula Rasa – World of Warcrafts afløser?
Efterhånden har jeg jo lagt en hel del timer i World of Warcraft, og selvom jeg langt fra har prøvet det hele, eller har det fedeste udstyr, så begynder trivialiteten at snige sig nærmere. Jeg er ikke klar til at droppe det endnu, men derfor kan man jo godt lige følge med i  hvad der ellers er på markedet.
Tabula Rasa (betyder “blank tavle” som enhver lærd bibliotekar ved) er navnet på et kommende MMORPG (onlinerollespil), udviklet af Richard Garriott, manden bag bl.a. Ultima Online. Spillet udkommer vist op mod jul, men jeg er kommet med i den åbne beta og har indtil videre fået et rigtigt godt indtryk. Kort fortalt er det WoW i et science-fiction miljø. Det er ret let at gå til, specielt for WoW-spillere, men virker samtidig så komplekst at der helt sikkert er mange timers underholdning og gode udfordringer i det.
Det er naturligvis gratis at være med i betaen, så jeg vil i hvert fald give det en chance -Â når jeg altså ikke lige spiller WoW…
Jeg kom med i betaen via GameSpot, men det er vist også muligt at komme med ved at registrere sig på NCsofts egen hjemmeside.
Nyt keyboard: Logitech G15
Så har jeg endelig fået lidt nyt hardware. Et Logitech G15 keyboard har jeg erhvervet mig. I den forbindelse kan det godt betale sig at kigge sig lidt omkring. Fandt den i Elgiganten til 689 kr og havde egentlig købt den. Kom så hjem og opdagede at det var med engelsk layout, dvs. ingen ÆØÃ…. Tilbage til butikken med den. En god kollega fra mit arbejde kunne så pege mig i retning af H.K. Automation på Østerbro hvor man kunne få samme keyboard, blot med danske karakterer til 555 kr. En besparelse på 134 kr. er jo også værd at tage med!
Men anyway, det er et udpræget gamer-keyboard, med en hel del cool features. Der er f.eks. et justerbart blåt lys under tasterne så man kan bruge det med lyset slukket. Godt til stemningsfulde spil som F.E.A.R. og Half-Life 2. Så har det 18 programmerbare genvejstaster i venstre side, som jeg helt sikkert nok skal få brugt flittigt i f.eks. World of Warcraft. Men den mest iøjnefaldende feature er et lille display i toppen af skærmen som kan bruges til at vise alverdens små oplysninger. Lige fra processorbelastning, klokken, et nedtællingsur, hvad man hører i Media Player, en e-mail notifikation og forskellige informationer fra spil, så som hvor meget liv og ammo man har tilbage. Man kan naturligvis også betjene Media Player fra den, samt skrue op og ned for lyden.
Jeg har ikke fået brugt det så meget endnu, men indtil videre er jeg meget positiv. Det har nogle gode taster, et lækkert feel og så laver Logitech jo bare nogle af de bedste mus og keyboards på markedet. Jeg har i forvejen en MX-1000 mus som jeg er meget tilfreds med. Jeg skriver igen når jeg har gjort mig lidt flere erfaringer med det.
