Hjem for Lars Kristensen,
Bibliotekar Extraordinaire
NetEgo / LK
Hjemmeside for Lars Kristensen
Infrekvente opdateringer, nørderier og - hvis der er plads - lidt om familien.
Gaming gear: Strategic Commander
Nørdfaktor: Høj
Når folk ser mit skrivebord hvor min pc står, bemærker de næsten altid den mærkelige ‘mus’ jeg har liggende på venstre side af mit keyboard. Den er stor, aparte og fyldt med knapper. Det er et stykke hardware som Microsoft lavede i deres SideWinder-serie omkring år 2000, men som de desværre stoppede med at lave i 2003: Microsoft SideWinder Strategic Commander.
Kort fortalt er der seks knapper, der hver har tre shift-knapper tilknyttet, hvilket giver 24 ‘knapper’. Disse kan programmeres til at sende forskellige tastetryk / makroer, som man har brug for i spil. Mest oplagt er det nok i strategispil, men jeg bruger den til World of Warcraft, og føler mig handicappet uden. På den måde har jeg 24 af de funktioner jeg bruger mest i spillet, lige ved fingerspidserne, uden at skulle flytte hånden. De 12 af dem bruger jeg i kamp, hvor det kan være uhensigtsmæssigt lige at skulle kigge på tasterne.
Første gang man lægger fingrene på knapperne føles det ikke ligefrem naturligt, men efter overraskende kort tid ligger genvejene i fingrene, og jeg er helt overbevist om at det er hurtigere end hvis man kun brugte keyboardet.
Foruden de 24 ‘knapper’ er der to zoom-knapper, en ‘record’-knap så man kan optage genveje inde i spil, samt at den øverste del kan flyttes rundt på basen, hvilket fx kan bruges til at styre kameraet i strategispil.
For et par år siden blev jeg grebet af frygt for at min Commander skulle gå i stykker, hvorfor jeg fandt et andet eksemplar (i Tyskland) som jeg købte. Den har dog aldrig fejlet noget, så indtil videre har jeg reserveeksemplaret liggende i skuffen, HVIS nu …
Tech: Min hjemmeserver (NAS)
I dag vil jeg fortælle lidt om vores hus-server, en såkaldt NAS, der opbevarer familiens dokumenter centralt, så de er tilgængelige flere steder.
Tidligere havde vi alle vores digitale fotos, dokumenter, vores musik etc. liggende på min pc, den jeg bruger til alt muligt andet, med den risiko det nu indebærer for fejlsletninger, harddisknedbrud, virus etc. Men for noget tid siden fik jeg endelig købt en NAS, og valget faldt på en QNAP TS-219P Turbo. Jeg valgte en model med plads til to diske, for muligheden for at køre RAID, altså med forøget sikkerhed. Alle data ligger på begge diske, så går den ene ned, har man stadig den anden som backup. Det er trods alt fotos og dokumenter fra mange år man har liggende.
Nu har jeg haft NAS’en kørende et par måneder og jeg er stadig meget tilfreds med den. Dens primære funktion er som sagt at opbevare vores data – sikkert, og så vi kan komme til dem hvor vi har brug for det. Og her mener jeg både inde i huset, uafhængigt af hvilken pc vi sidder på, men også udefra, da man også kan få adgang til data over internettet.
Nu har jeg ikke erfaringer med andre NAS, men QNAP’en virker meget gennemtænkt. Der er mulighed for at oprette forskellige shares (delte mapper) og brugere, så jeg kan give en gæst i huset adgang til fx vores musik, men ikke alle vores dokumenter. Eller hver bruger kan have sine egne dokumenter på et share, som andre brugere ikke kan se. Det fungerer smertefrit, når først man har bestemt sig for strukturen, og oprettet de nødvendige shares.
Der er en Download Station, med indbygget BitTorrent-klient, så serveren kan downloade filer for en via BitTorrent-netværket. Denne kan man sætte op til fx kun at køre om natten, så man ikke belaster båndbredden mens man surfer/spiller. NAS’en kommer ikke med en eDonkey-klient indbygget, men man kan installere såkaldte QPKG plugins på den, og her finder man MLDonkey, som hvis man kombinerer det med front-enden ’sancho’, fungerer rigtigt godt. Ikke at jeg har nogen anelse om hvad man skulle bruge hverken BitTorrent eller eDonkey-netværket til …
Der er en indbygget Multimedia Station, som jeg dog ikke har fået leget så meget med. Den giver mulighed for at se sine fotos og afspille sin musik via browseren, hvilket nok mest er smart når man har fjernadgang, fx er hos familien og gerne vil vise nogle fotos. Men standardinterfacet er ikke specielt imponerende, omend det dog fungerer.
Jeg havde en ide om at jeg ville bruge NAS’en som en iTunes-server, men det fungerer desværre meget kluntet. Det er jeg dog ret sikker på er iTunes skyld, ikke NAS’ens. Andre services jeg ikke har fået leget med endnu, mest fordi det ikke har været nødvendigt, er web server, FTP samt backup-funktion. Der er også mulighed for at koble overvågningskameraer til, det kunne jeg også godt tænke mig at prøve. Man kan koble en ekstern harddisk til, enten via eSATA eller USB. Derved kan man tage en ekstra backup af NAS’en, eller omvendt, tage backup fra den eksterne harddisk til NAS’en. Den kan også fungere som printserver, hvilket jeg desværre ikke får glæde af før vi får en ny printer.
Opsætning af serveren foregik meget simpelt, specielt fordi den understøtter UPnP, så jeg slap stort set for at rode med at åbne porte, udover det jeg ikke kunne lade være med at pille ved. Daglig administration af serveren foregår via et tilpas avanceret web-interface, så der skal ikke installeres noget software på ens pc.
Jeg kan klart anbefale denne NAS, naturligvis afhængigt af hvad ens primære behov er, men til de funktioner jeg har brug for, klarer den det hele uden problemer. Den virker meget gennemtænkt, og jeg er endnu ikke løbet ind i nogen problemer eller mangler. Godt køb!
Tags: hjemmeserver, NAS, QNAP, tech
Ingen spilmesse i København i år
Det er først gået op for mig for ganske nylig, at der ingen D3-messe bliver i år. Både i 2006 og 2007 er der i november måned blevet afholdt en D3 Expo-messe i Øksnehallen i København, med nyt og knap så nyt for alle danske spilentusiaster. I 2006 fik jeg fx lejlighed til at prøve en PlayStation 3, og sidste år var det Warhammer Online jeg fik prøvet, mens det stadig var i lukket beta.
Men det bliver der altså ikke noget af i år. Grunden er åbenbart “økonomiske problemer og mangel på udstiller-interesse“. Jeg håber vi har messen -Â eller en tilsvarende -Â tilbage i 2009, jeg skal i hvert fald nok dukke op.
Et forestående valg
Kampen er i gang – i øjeblikket ligger både World of Warcraft (WoW) og Warhammer Online (WAR) på min pc, men på sigt er der uden tvivl kun plads til en af dem. WAR har fordelen af at være nyt og spændende, med friske ideer på flere områder, men WoW er ovre alle børnesygdomme og jeg har efterhånden investeret mange gode timer i det. Det vil tage lang tid før jeg når så langt i WAR som jeg er nået i WoW.
Jeg giver mig en periode på tre måneder før jeg skal bestemme hvilken af de to der får lov at blive liggende på harddisken, og hvilken der fremover må klare sig uden mine 100 kr. om måneden.
Warhammer Online
Det er vist ikke nogen hemmelighed at jeg spiller World of Warcraft. Det har jeg gjort i mere end 3 år, og selvom jeg ikke spiller på den hardcore måde med ugentligt raids etc. så er jeg bestemt en af de trofaste fans. Næste udvidelse i rækken er også bestilt. Men derfor kan man jo godt lige kigge sig omkring efter andre spil, som jeg også gjorde med Tabula Rasa, og når et så stort franchise som Warhammer går online, så er jeg nødt til at være med.
Jeg har aldrig spillet Warhammer som brætspil, og er i virkeligheden nok mere interesseret i Warhammer 40K-serien, men stadig har Warhammer-universet så meget tyngde at det kun kan blive interessant.
Nu er datoen for udgivelsen sat til 18. september, og heldigvis er flere af dem jeg spiller World of Warcraft med, også med på ideen om at give Warhammer Online en chance. Det er nemlig lige præcis det der skal til for at afgøre om Warhammer Online blive en succes for mig, eller om jeg fortsætter med World of Warcraft – spillet kan være nok så godt, men hvis resten af slænget bliver i World of Warcraft – så gør jeg også.
Her inden spillet er på gaden, er min forventning at jeg kommer til at spille Warhammer Online 2-3 måneder, og så vender tilbage til World of Warcraft. Næste udvidelse til World of Warcraft kommer efter alt at dømme senere på året, og den er som sagt forudbestilt.
I Warhammer Online overvejer jeg at spille en high elf (dvs på Order-siden) af klassen ‘Shadow Warrior’, men igen kommer det meget an på hvad mine venner er med på.
Skriv gerne en kommentar hvis du også har tænkt dig at spille Warhammer Online, samt hvilken side/race/class du overvejer.
Ny monitor – endelig widescreen
Til min pc har jeg længe haft en gammel – men rigtig god – 21-tommers IBM P275-monitor som jeg har fundet på et loppemarked for 300 kr. Den har fungeret godt, men for et par måneder siden opdagede jeg at den var begyndt at blive uskarp i hjørnerne, og siden er det kun gået ned ad bakke med kvaliteten. Altså var det på tide at opgradere, hvilket desværre betød at jeg skulle forsøge at sætte mig ind i den jungle af teknik-mumbo-jumbo man forsøger at beskrive moderne skærme med. Det lykkedes mig ikke til fulde, men med hjælp fra Nikolaj fandt jeg i sidste uge endelig noget at kaste mine penge efter.
Det endte med en 22-tommers widescreen fra LG Electronics (L227WT-PF) som selvfølgelig er i widescreen (16:10). Og naturligvis fladskærm, hvilket jeg heller ikke har haft før. Jeg kan godt mærke at jeg lige skulle vænne mig til det anderledes format, og ikke mindst den helt anden kontrast og farverighed som mine spil pludselig har fået, men her efter en uges brug er jeg 100 % tilfreds med mit køb. Jeg har slået mig til tåls med en max-opløsning på 1680 x 1050, som vist er standarden for de fleste widescreenmonitors for tiden. Alternativt skulle jeg have gået efter den større 1920 x 1200, men så skulle jeg også have haft en del flere slanter på bordet, og så var jeg tvunget til at gå efter en 24-tommers, hvilket havde været en kende voldsomt på mit skrivebord.
Skærmen er fundet hos ComputerCity til 2.399 kr.
