Hjem for Lars Kristensen,
Bibliotekar Extraordinaire
NetEgo / LK
Hjemmeside for Lars Kristensen
Infrekvente opdateringer, nørderier og - hvis der er plads - lidt om familien.
Løbemusik – hjælp
Sidste efterår begyndte jeg så småt at løbetræne, hvilket jeg ellers aldrig har prøvet før, da jeg var ret sikker på at det ikke ville være noget for mig. Jeg vil ikke sige at jeg er blevet bidt af det, men det er ikke så sindsfortærende kedeligt som jeg havde troet, og med en passende mængde elektronik spændt om håndleddet, kan jeg godt finde motivationen. De første par gange løb jeg uden musik i ørerne, men fandt hurtigt ud af at det i den grad er en god ide at have noget at løbe til. Jeg har lavet 5-6 lister med numre som jeg så skifter mellem, men nu kunne jeg godt snart bruge lidt hjælp til at finde nye numre. Med andre ord, jeg har brug for din hjælp.
Hvis du løber, og hører musik imens, hvad hører du så? Eller hvis du dyrker en tilsvarende sport, hvad fungerer så for dig? Kom gerne med 2-3 bud på sange, så prøver jeg at lave en playliste med alle buddene.
Her er hvad jeg typisk har haft i ørerne de sidste par måneder, men jeg er åben for det meste.
Kajak på Limfjorden
I weekenden har vi været i Mariannes forældres sommerhus oppe ved Aalborg, lige ned til Limfjorden. Vejret var supergodt, så det var oplagt at få kajakken i vandet – for første gang i år. Det blev til en tur fra sommerhuset og østpå til færgelejet i Egense, hvor Marianne og børnene samlede mig op. Det tog mig to timer at tilbagelægge de ca. 8 km, men så var tempoet også afslappet, vejret skulle jo nydes.
Jeg optog følgende lille videoklip som jeg har lagt på YouTube:
Rulleskøjtemotion
Indtil rullehockeysæsonen går i gang har jeg nu så småt kastet mig over at løbe lidt ture på mine rulleskøjter. Ikke mine CCM’ere - de er forbeholdt hockey – men istedet mine gamle, hårdt prøvede Rollerblades. Det var de første rulleskøjter jeg fik, og jeg har spillet meget rullehockey iført dem, i Aalborg sammen med resten af Archivers. Men de holder altså endnu, og er perfekte til mere motionsorienteret løb.
Jeg prøver at finde nogle gode ruter omkring hvor vi bor, og har både søndag og mandag løbet 3,5-4 km på omkring 15 minutter. Både Google Earth og løberuteplanlæggeren på IFORM.dk er rigtigt gode til bagefter at finde ud af hvor langt man har løbet.
At løbe ture har ellers aldrig rigtigt været mig, men måske jeg kan blive fanget lidt mere af det når det foregår på rulleskøjter, det satser jeg lidt på. Meeeen det er nu ikke helt det samme som en god rullehockeykamp, så jeg håber snart at komme i gang der også.
Ny kajak
Min DragonFly-luftkajak fik pludslig en defekt svejsning sidste sommer, så den blev sendt retur til Kvickly i Roskilde hvor jeg havde købt den. Så gik der et par uger hvor jeg ikke hørte noget, og så fik jeg endelig at vide at producenten ville sende mig en ny. Det tog så til gengæld lang tid, så først mellem jul og nytår fik jeg min nye kajak. Nå ja, så er jeg da i god tid til den kommende kajaksæson…
Min nye kajak har et lidt andet design end den gamle, både hvad angår udseende og funktioner. Der er således kun to luftkamre (plus de to “bølgebrydere”), imod den gamles tre kamre. Og hvad angår design, ja så har jeg lagt et billede her, dog i uoppustet stand – jeg er selv meget glad for den nye farve!
Firma-ishockey på Amager
I lørdags var jeg med firmaet hvor jeg arbejder ude og prøve at spille ishockey. Det gjorde vi også sidste år, og ligesom
dengang var det noget jeg stod for at arrangere, sammen med vores personaleforening der bidrog med de 6.000 kr sådan et arrangement koster. Sidste år var det muligt at tage familie og venner med til arrangementet, men i år var der noget større efterspørgsel fra firmaet så vi var nødt til at holde det internt.
Det foregik i Kastrup Skøjtehal, hvor det lokale hold Ama’r Jets stillede med dommere, målmænd, kommentator og naturligvis behørigt med udstyr, så vi glade amatører ikke kom til skade. Super arrangement fra deres side, i øvrigt!
Det hele varede tre timer, heraf én hvor vi var på is. Det var superskægt og det glædede mig at selvom det er ved at være længe siden jeg har haft skøjter på, så havde jeg ikke helt glemt hvordan man gjorde. Jeg fik endda også scoret et mål, hvilket dog ikke var nok til at undgå at mit hold tabte 3-2.
Bestemt en god måde at tilbringe en lørdag aften!
Rullehockey-sæsonen er i gang!
Det vil sige, det har den nu været en måned eller to, men det er først her i weekenden at jeg kunne være med. Jeg er for et par år siden kommet i kontakt med nogle lokale gutter, der i sommermånederne spiller om søndagen på parkeringspladsen ved IKEA, som heldigvis ligger meget tæt på os.
I går skulle jeg så endelig ikke noget en søndag kl. 12, så jeg spændte mine CCM’ere på og drog afsted i sommervarmen. Tre stive timer på hjul blev det til, og resultatet udeblev da heller ikke: totalt ømme lårmuskler, et par vabler af varierende størrelse og smukke “hockey-arme”, dvs. de er solbrændte på det stykke der er mellem handsken og albuebeskytteren. Men det var fedt og jeg håber at kunne komme afsted mindst et par gange mere i år.
