Inden for teknologi-genren kommer man ikke uden om So ein Ding med Nikolaj Sonne, der foruden at vide meget om diverse gadgets også har en fed måde at præsentere det hele på. Og jeg kan også godt lide at følge med i Mobil.nu, der fortæller om alle de forskellige mobiler der kommer frem. GearTV er ikke det samme uden Nikolaj Sonne, men er bestemt stadig værd at følge med i. The DogHouse lytter jeg kun til ca. hver anden gang, men der er nogle seriøse hardware-nørder derovre! Mest om computerhardware.

På humor-fronten har jeg uforlignelige Rytteriet fra DR, samt The Ricky Gervais Podcast.

Jeg lytter også til et par World of Warcraft podcasts, nemlig The Instance og WoW Insider Show, som begge indeholder tonsvis af nørdinformation om et spil jeg har spillet i over 5 år nu. Blizzards officielle BlizzCast går jeg heller ikke glip af.

Uden for kategori kommer Troldspejlet, som jeg dog nogen gange løber lidt hurtigt henover hvis der er for mange tegneserieanmeldelser.

Det var en rigtig god film, med gode skuespillere, en ikke alt for rosenrød fremstilling af frihedskæmperne og garanteret en masse historisk korrekte facts, hvis man går op i den slags, og kender noget til Norge under 2. verdenskrig, hvilket jeg absolut ikke gør. Fx studsede jeg over at den norske konge blev spillet af en dansker, men den detalje kunne min hustru heldigvis kaste lys over da jeg kom hjem – Haakon d. 7. der var konge under krigen, var oprindeligt den danske prins Carl. Så lærte jeg det.

En ting jeg rigtigt godt kunne lide ved den, var at den ikke led under ‘Bille August-effekten’, altså der hvor hver enkelt scene skal se så storslået og gennemkomponeret ud, at det stjæler fokus fra handling, replikker etc. Og der er endda ellers en del scener hvor en ringere instruktør ville have fundet det oplagt at gøre det hele lidt mere ‘storslået’ i udtrykket, men det undgår de to norske instruktører heldigvis her.

Der er i øvrigt tale om en film fra 2008, som faktisk i øjeblikket kører på TV1000, så hvis du har den kanal så vil jeg anbefale at du kigger med der. Og ellers kommer den sikkert på dansk tv inden så længe. Jeg vil selvfølgelig helst anbefale at du går i biografen og ser den, men den går i øjeblikket kun i seks danske biografer, så chancen for at en af dem er i nærheden af dig, er nok ikke så stor.

Det er spændende arbejde, og en flok rare og søde ‘kolleger’ jeg har fået på den måde. Og som belønning får jeg lov at gå gratis i biografen så meget jeg vil, udover at jeg selvfølgelig får set de film jeg viser. I morgen skal jeg fx vise den norske frihedskæmperfilm Max Manus, som jeg nok ikke ville få set ellers.

Jeg kan forstå at bøgerne - selvfølgelig - skal filmatiseres, endda med danske Niels Arden Oplev som instruktør og jeg fandt dette billede af de to skuespillere der skal spille henholdsvis Salander og Blomkvist. De passer meget godt med det billede jeg havde dannet mig af dem, så det skal nok blive godt. Desværre må vi vente til foråret 2009 med at se den første film.

Alt i alt en rigtig skæg nat (vi var færdige kl. 3), med masser af god humor som for langt den største del stadig holder i dag. Der var meget af showet jeg kunne huske, men der var bestemt også mange ting jeg ikke kunne. Som fx. der hvor tidligere zoo-direktør Bent Jørgensen fortæller om flagermus, seancen hvor Søren Gericke viser hvordan man laver en rigtig souffle, og 80′er-musikvideoen med sangen “En stor familie” hvor familierne Heick, Belli og Lille-Palle optræder.
Salen var med hele vejen, hvilket bestemt var med til at gøre det til en rigtig god oplevelse. Det er ikke ufortjent at Wikke og Rasmussen står som nogle af dansk tv-underholdnings store forbilleder.

Det er egentlig mest min søster der er Knud Odde-fan, hun er nemlig stor Sort Sol-fan (hvor han er medlem), og så er det altså nogle ret gode billeder han laver. Sidste år gav vi hende faktisk et af hans (billigere!) billeder købt hos Clausens Kunsthandel i København, og det var også dem der havde bidraget med de mange billeder der altså nu hænger på rådhuset. Jeg kiggede først på billederne og så var der den officielle åbning hvor bl.a. borgmester Michael Ziegler sagde et par ord. Knud Odde var desværre ikke selv til stede. Der var de ‘klassiske’ Odde-motiver, hans frimærker og en stor del jeg ikke havde set før. Meget spændende og anbefalelsesværdigt. Også en prisliste som jeg dog sprang over i denne omgang. Er man i nærheden af Høje Taastrup rådhus er det bestemt et stop værd. Udstillingen løber til 6. juli.

Indlægget kunne have stoppet her, men jeg besluttede mig for alligevel at skrive det her: Efter vi havde fået at vide at Knud Odde ikke selv var til stede, dukkede han op alligevel. Jeg havde mit kamera i lommen efter at have fotograferet en del af de udstillede billeder og ville gerne have et foto af kunstneren også. Han står og taler med Helle Duus Weiss og efter at en anden, som jeg går ud fra arbejder for kommunen, har taget et billede af ham stiller jeg mig samme sted og tager et billede af de to. Han vender sig imod mig og spørger om jeg har fået lov til det der? Jeg har aldrig set manden live før, og ved ikke om han joker eller jeg nu har fornærmet ham. Han spørger hvad jeg hedder og vi giver hånd. Han siger noget med at vi da lige er nødt til at vide hvem jeg er når jeg tager billeder. Han spørger om jeg ikke hellere skulle fotografere kunsten, hvilket jeg svarer at jeg også har gjort. Vi udveksler et par ord mere og jeg går videre.

Jeg er stadig ikke klar over om han blev fornærmet. Der var noget i hans kropssprog, sammenbidte smil og så at han holdt ved min arm der kunne signalere det, men jeg kender ham som sagt ikke, og jeg kan læse det forkert. Det håber jeg at jeg gør. Jeg er ret sikker på jeg ikke gjorde noget forkert, et rådhus er vel at karakterisere som ‘offentligt område’ hvor man gerne må fotografere, og det er vel ikke uhørt at fotografere en kunstner til dennes fernisering. Men om jeg af høflighedsgrunde skulle have spurgt om lov… ja, det skulle jeg måske. I might never know.

Undskyld, Knud.

Så vi tog ind til Rådhuspladsen for at se de mange udsmykkede køer, og det var ret skægt. Man manglede dog at få navnene på de enkelte kunstnere, samt hvad værkerne hed. De plejer at få nogle ret spøjse titler. Så man kunne kun gætte på hvilken ko der fx. var lavet af Bjørn Nørgaard og hvilken Anders Morgenthaler havde sat sig præg på. Måske var det også meningen, men lidt ærgeligt, synes jeg.

Jeg tog en masse billeder af køerne, som jeg har lagt på Flickr – se dem her. Blandt dem der mest fangede min opmærksomhed var en Weber-udgave, Freak, et kort over København, en Grønland-inspireret ko og naturligvis “The Little Muhmaid”.