Hjem for Lars Kristensen,
Bibliotekar Extraordinaire
NetEgo / LK
Hjemmeside for Lars Kristensen
Infrekvente opdateringer, nørderier og - hvis der er plads - lidt om familien.
Big Bacon Blues
McDonalds finder af og til på nye måder at lokke mig til dem, og denne gang har de prøvet med burgeren Big Bacon Blues – en firkantet burger med bl.a. bacon og chilisauce. Prøves skulle den naturligvis, og den er bestemt ikke dårlig. Det er en lidt større burger end Big Mac’en, hvilket passer mig fint. Det mest særprægede ved den, udover den firkantede bolle, er at den indeholder bluecheese, der giver den karakteristiske smag á la Roquefort eller Danablu. Allerede der gætter jeg på at man skærer en god del af McDonalds normale målgruppe bort, men point til McDonalds for at turde prøve det alligevel.
Efter min mening er der skruet lidt for meget op for bluecheese-smagen, desværre på bekostning af den ellers lækre bacon, for slet ikke at tale om chilisaucen, som man faktisk først opdager når den render ned af ens fingre. Men når det er sagt så er det bestemt en burger jeg kunne finde på at bestille igen. Den får fire store stjerner herfra.
Casino Royale
I fredags var Marianne og jeg i biografen og se “Casino Royale”. Marianne havde allieret sig med Rikke til at passe Jonas og Elias, og det var således første gang siden Elias’ fødsel at Marianne og jeg kunne gå i biografen sammen uden børn. Vi startede lige med en storslået middag på McDonalds, et smut forbi slikbutikken og så var vi klar til et par timer i selskab med mr. James Bond.
Jeg må tilslutte mig koret af tilfredse biografgængere. Daniel Craig er god som den nye Bond, Mads Mikkelsen er god som Le Chiffre, Jesper Christensen er god som Mr. White og filmen som hele er også rigtig god. Faktisk bedre end jeg kan huske at en nylig James Bond-film har været. En del kritik har lydt på at historien er lidt tynd, og det er da nok muligt, men bestemt ikke noget der ødelægger noget. En overgang var den måske lidt langtrukken, men så kom der fart i handlingen igen. Der er jo tale om en slags moderniseret eller gentænkt James Bond, og jeg håber helt klart at folkene bag, også tør lade denne nye Bond komme til udtryk i de kommende film. Godt vi slap af med Pierce Brosnan, som jeg aldrig har været fan af. Daniel Craig ER James Bond!
Carsten Bang-show: Har Satan en fætter?
I torsdags var jeg (sammen med Nikolaj, selvfølgelig) inde og se Carsten Bangs nye show “Har Satan en fætter?”. Han er i mine øjne kongen af klassisk stand-up og han skuffede bestemt ikke. Det var i Falconer Scenen på Frederiksberg og det sidste show jeg så dér var Anders Matthesens “Anden paa coke?”, så den sammenligning lå jo nært for. Det vil dog ikke være helt fair, da Carsten Bang leverer klassisk stand-up og Anders Matthesens show nærmere bevæger sig over i teater-genren.
Showet var opdelt i to sæt. 1. sæt var ok, bestemt sjovt, men ikke over det niveau man når på scenen i Comedy Zoo-caféen. Hvilket jo bestemt også er godt. Så skruede han til gengæld op for tempoet i 2. sæt. Der blev lavet masser af referencer til de emner han havde været inde på i 1. sæt (de såkaldte callbacks) og stilen der er Carsten Bangs helt egen blev rigtig tydelig. Så er man godt underholdt!
Kashmir i K.B. Hallen
I lørdags var Nikolaj og jeg til koncert med Kashmir i K.B. Hallen på Frederiksberg. Det var supergodt, specielt fordi de spillede et par af de gamle numre - ”Bring Back Superman” og “Vote 4 Dick Taid”. Jeg har været fan i mange år efterhånden og må tilslutte mig den del af fanskaren der holder mest af tiden op til The Good Life-CD’en. Så det er dejligt at de er begyndt at spille nogle af de gamle numre igen til koncerterne. Jeg håber det betyder at de bevæger sig i den retning på deres næste CD. Andre favoritter fra koncerten var “The Cynic” (dog stadig uden David Bowie) og “Rocket Brothers”.
Et stort suk skal dog lyde i retning af opvarmningsbandet. Det var Aalborg-bandet Oh No Ono som lød ganske forfærdeligt! Og her mener jeg ikke kun vokaler og deres sange generelt, men også den tekniske del hvor en lydmand eller to nok burde have haft sparket. For dem der ikke kender Oh No Ono (og det er nok en del!) så er det nogle unge androgyne drenge med stærkt permanentet hår, og guitarer spændt op under armhulerne. Musikken læner sig vist en del op af danske Superheroes, men er altså bare ikke god. Slet ikke. Og deres konstante insisteren på at synge to eller tre ad gangen gør det ikke bedre.
Meget af dette er naturligvis et spørgsmål om smag og behag, men hvad et band som Oh No Ono laver som opvarmning til Kashmir, det fatter jeg ikke. Ud over at begge bands er danske, så har de vist ikke meget til fælles. Heller ikke fanskaren, hvis man skulle dømme ud fra dem der stod omkring mig i K.B. Hallen.
Koncert: Iron Maiden i Aalborg
Så har jeg været til min første Iron Maiden-koncert. De spillede i Gigantium i Aalborg i torsdags og de gav den gas! De startede med at proklamere at de ville spille alle numre fra deres nye CD som jeg ikke har hørt, så der forventede jeg nok at blive hægtet lidt af. Faktisk var der nok ikke mere end en håndfuld numre under hele koncerten som jeg kendte. Men hvor betød det da bare uendeligt lidt. De formåede at få fat i publikum, og helt oppe foran hvor vi stod var der i hvert fald god stemning og strakte djævle-håndtegn over hele linien. Og taget lettede naturligvis totalt da de spillede klassikerne “Fear of the Dark” og “Two Minutes to Midnight”. Nogen manglede måske “Run to the Hills”, men jeg synes faktisk det var i orden at udelade den.
Gennemsnitsalderen overraskede mig lidt, den har ikke været meget over 27 år. Der var rigtigt mange der lignede gymnasiestuderende, så Iron Maiden har åbenbart også fat i dét publikum og ikke kun os halvgamle metalheads.
Super koncert, jeg er klar igen næste gang de kommer forbi Danmark.
“Thank You for Smoking”
I aften har jeg været i biografen og se “Thank You for Smoking”, en satire om tobaksindustrien i USA og hvordan den benytter sig af spin af den værste slags for at sælge cigaretter.
Hovedpersonen har talegaverne i orden og kan sælge ALT. 
Tilfældigvis arbejder han som talsmand for tobaksindustrien og han er dygtig til sit job. Nyeste udfordring er en senator der vil placere store dødningehoveder og teksten POISON på cigaretpakkerne. Løsningen: Få Hollywood til at sælge budskabet at rygning er cool igen! Og så er der jo også lige hende den lækre journalist (Katie Holmes) som gerne vil have et interview. I sin fritid mødes han med talsmændene for våben- og spiritusindustrien og udveksler nye måder at “filtrere” sandheden på.
Filmen har rigtigt mange sjove øjeblikke og er meget velskrevet med hurtige replikker, og naturligvis også lidt at tænke over. Specielt scenerne med de andre lobbyister (Merchants of Death, som de kalder sig) er rigtigt gode. Klart anbefalelsesværdig.