Hjem for Lars Kristensen,
Bibliotekar Extraordinaire
NetEgo / LK
Hjemmeside for Lars Kristensen
Infrekvente opdateringer, nørderier og - hvis der er plads - lidt om familien.
Mr. Brooks – en film med Kevin Costner
Kevin Costner har, efter min mening, ikke så mange gode film at skrive på sit CV, men hans seneste “Mr. Brooks” må bestemt stå øverst på listen over hans succeser.
Handlingen er kort fortalt at Earl (Costner) lever et helt normalt liv, men i sin skumle fortid har adskillige mord på samvittigheden. Det er en besættelse for ham, og han går endda i en misbrugsgruppe for at holde trangen til blod nede. Hans mørke side er repræsenteret i filmen af Marshall (William Hurt) som går rundt som hans usynlige ven, som kun Earl kan se. Marshall prøver hele tiden at få Earl til at begå bare et lille bitte mord mere, og da han endelig får ham overtalt, går noget naturligvis galt.
Demi Moore spiller kriminalbetjenten der skal opklare sagen, samtidig med at hun kæmper med en meget beskidt skilsmisse. Hun spiller helt sikkert rigtig godt, men det bedste i filmen er måden Costner og Hurt, som jo altså så spiller to sider af samme mand, gør det på. Det fungerer fantastisk godt, og er både skræmmende og ret vittigt. William Hurt er rigtig god til at spille ond!
Så for første, og muligvis eneste, gang vil jeg anbefale en film med Kevin Costner – se den!
Ny komedieserie på TV 2
Ved en tilfældighed faldt jeg over TV 2′s nye danske komediesatsning i aftes. Og jeg var hooked fra starten – dén kommer jeg til at se alle afsnit af. Og købe på DVD når den udkommer. Først synes jeg personerne var lidt overfladiske og karikerede, og sproget var måske lidt for klichéfyldt. Faktisk var der rigtig mange klichéer generelt. Såsom manden Rory (tænk Stan fra Normalerweizes ‘Mothers & Daughters’), stedmoderen der ikke kan lade være med at blande sig, tjenestefolkene der efterhånden er vant til herskabets luner – og naturligvis hovedpersonen der med enkelte udtalelser kunne minde lidt om Paris Hilton. Det undrer mig faktisk at familien ikke har en lille hund eller to til at rende rundt, men det er måske gemt til et senere afsnit.
Min kone kunne så fortælle mig at der ikke var tale om en ny komedieserie, men om en dokumentar i 6 afsnit om den danske baronesse Caroline Fleming som bor på Valdemars Slot på Tåsinge. Nå, det blev det jo ikke mindre underholdende af, så jeg er stadig hooked.
Vi blev i øvrigt efterladt med en cliffhanger af rang, hvor kokken nærmest lovede at hænge sig i et træ hvis ikke den store 30-års fødselsdagsmiddag han skulle arrangere for Caroline, gik 100% efter planen.
Serien hedder “Baronessen” og går altså hver tirsdag kl. 20:35 på TV 2.
Til fernisering
Torsdag eftermiddag var der en spændende fernisering på Høje Taastrup rådhus, arrangeret af den årlige Kul’Tour, som jeg tog til. Der var et pænt antal af Knud Oddes billeder og så noget keramik af Helle Duus Weiss, som jeg ikke kender. Det var også ret spændende, men det var mest Knud Oddes billeder jeg var kommet for at se.
Koncert: Ozzy, KoЯn, Black Label Society
Onsdag aften var jeg med min buddy Martin til triplekoncert i Forum København. Der var dømt Metal, og hovednavnet var ingen ringere end The Prince of Darkness himself – Ozzy Osbourne. Ja, manden er næsten 60 år og måske lidt ofte ufrivilligt komisk, men han er en legende og det kan man ikke tage fra ham.
“Købmanden” på Betty Nansen Teatret
I lørdags, efter et par timer i solen i Frederiksberg Have, var Nikolaj og jeg inde og se teaterstykket “Købmanden” på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg. På scenen stod Nicolas Bro, Jonatan Spang, Laura Bro, Omar Marzouk, Blæs Bukki og Natasja. Det er en forholdsvis fri fortolkning af Shakespeares “Købmanden i Venedig” og handler om fremmedhad.
Alle skuespillere gjorde det fremragende, selv Natasja, som jeg ellers ikke er så stor fan af, gjorde det rigtigt godt. Blæs Bukki og hende havde et par rigtigt gode duetter sammen. Omaz Marzouk spiller “Ekspert i Meget Svære Spørgsmål” og han er også rigtig sjov. Kombinationen af skuespil, rap og comedy fungerer rigtigt godt, og den direkte kontakt med publikum er også meget skæg. Der var mange gode grin i stykket, og naturligvis også lidt at tænke over, hvis man har den slags lyster. Der var mange referencer til nutiden, bl.a. blev Ungdomshuset nævnt flere gange, og det var ikke overraskende dem der trak de største grin.
Nicolas Bro må fremhæves på hans fantastiske udtryk som man aldrig helt ved hvor man har. Og hans tynde modstykke i Jonatan Spang gør det også rigtigt rigtigt godt. Ikke et ondt ord om Blæs Bukki, men hans hardcore udstråling er næsten for dominerende til at han ikke stikker lidt ud blandt resten af truppen, sådan så jeg det i hvert fald. Men hans musik er uovertruffen.
Jeg fik ikke set “Gynt” da den gik på Betty Nansen Teatret (samme instruktør og også med Jonatan Spang og Blæs Bukki), men næste gang de sætter en lignende forestilling op, så er jeg klar.
Coca-Cola Zero
Så er Coca-Cola Zero kommet til byen. Jeg smagte den i går og må sige at den er godkendt. Smagsmæssigt ligger den ret tæt op af den originale Coca-Cola, men indeholder altså ingen sukker. Den har dog ikke den, i mit hoved, lidt trælse eftersmag som Coca-Cola Light har. Nu er hele cola-diskussionen jo nærmest ophøjet til religion i manges verden, men jeg vil anbefale at man lige prøver den nye Zero, den er slet ikke så ringe.