Det var en rigtig god film, med gode skuespillere, en ikke alt for rosenrød fremstilling af frihedskæmperne og garanteret en masse historisk korrekte facts, hvis man går op i den slags, og kender noget til Norge under 2. verdenskrig, hvilket jeg absolut ikke gør. Fx studsede jeg over at den norske konge blev spillet af en dansker, men den detalje kunne min hustru heldigvis kaste lys over da jeg kom hjem – Haakon d. 7. der var konge under krigen, var oprindeligt den danske prins Carl. Så lærte jeg det.

En ting jeg rigtigt godt kunne lide ved den, var at den ikke led under ‘Bille August-effekten’, altså der hvor hver enkelt scene skal se så storslået og gennemkomponeret ud, at det stjæler fokus fra handling, replikker etc. Og der er endda ellers en del scener hvor en ringere instruktør ville have fundet det oplagt at gøre det hele lidt mere ‘storslået’ i udtrykket, men det undgår de to norske instruktører heldigvis her.

Der er i øvrigt tale om en film fra 2008, som faktisk i øjeblikket kører på TV1000, så hvis du har den kanal så vil jeg anbefale at du kigger med der. Og ellers kommer den sikkert på dansk tv inden så længe. Jeg vil selvfølgelig helst anbefale at du går i biografen og ser den, men den går i øjeblikket kun i seks danske biografer, så chancen for at en af dem er i nærheden af dig, er nok ikke så stor.

Tidligere havde vi alle vores digitale fotos, dokumenter, vores musik etc. liggende på min pc, den jeg bruger til alt muligt andet, med den risiko det nu indebærer for fejlsletninger, harddisknedbrud, virus etc. Men for noget tid siden fik jeg endelig købt en NAS, og valget faldt på en QNAP TS-219P Turbo. Jeg valgte en model med plads til to diske, for muligheden for at køre RAID, altså med forøget sikkerhed. Alle data ligger på begge diske, så går den ene ned, har man stadig den anden som backup. Det er trods alt fotos og dokumenter fra mange år man har liggende.

Nu har jeg haft NAS’en kørende et par måneder og jeg er stadig meget tilfreds med den. Dens primære funktion er som sagt at opbevare vores data – sikkert, og så vi kan komme til dem hvor vi har brug for det. Og her mener jeg både inde i huset, uafhængigt af hvilken pc vi sidder på, men også udefra, da man også kan få adgang til data over internettet.

Nu har jeg ikke erfaringer med andre NAS, men QNAP’en virker meget gennemtænkt. Der er mulighed for at oprette forskellige shares (delte mapper) og brugere, så jeg kan give en gæst i huset adgang til fx vores musik, men ikke alle vores dokumenter. Eller hver bruger kan have sine egne dokumenter på et share, som andre brugere ikke kan se. Det fungerer smertefrit, når først man har bestemt sig for strukturen, og oprettet de nødvendige shares.

Der er en Download Station, med indbygget BitTorrent-klient, så serveren kan downloade filer for en via BitTorrent-netværket. Denne kan man sætte op til fx kun at køre om natten, så man ikke belaster båndbredden mens man surfer/spiller. NAS’en kommer ikke med en eDonkey-klient indbygget, men man kan installere såkaldte QPKG plugins på den, og her finder man MLDonkey, som hvis man kombinerer det med front-enden ‘sancho’, fungerer rigtigt godt. Ikke at jeg har nogen anelse om hvad man skulle bruge hverken BitTorrent eller eDonkey-netværket til …

Der er en indbygget Multimedia Station, som jeg dog ikke har fået leget så meget med. Den giver mulighed for at se sine fotos og afspille sin musik via browseren, hvilket nok mest er smart når man har fjernadgang, fx er hos familien og gerne vil vise nogle fotos. Men standardinterfacet er ikke specielt imponerende, omend det dog fungerer.

Jeg havde en ide om at jeg ville bruge NAS’en som en iTunes-server, men det fungerer desværre meget kluntet. Det er jeg dog ret sikker på er iTunes skyld, ikke NAS’ens. Andre services jeg ikke har fået leget med endnu, mest fordi det ikke har været nødvendigt, er web server, FTP samt backup-funktion. Der er også mulighed for at koble overvågningskameraer til, det kunne jeg også godt tænke mig at prøve. Man kan koble en ekstern harddisk til, enten via eSATA eller USB. Derved kan man tage en ekstra backup af NAS’en, eller omvendt, tage backup fra den eksterne harddisk til NAS’en. Den kan også fungere som printserver, hvilket jeg desværre ikke får glæde af før vi får en ny printer.

Opsætning af serveren foregik meget simpelt, specielt fordi den understøtter UPnP, så jeg slap stort set for at rode med at åbne porte, udover det jeg ikke kunne lade være med at pille ved. Daglig administration af serveren foregår via et tilpas avanceret web-interface, så der skal ikke installeres noget software på ens pc.

Jeg kan klart anbefale denne NAS, naturligvis afhængigt af hvad ens primære behov er, men til de funktioner jeg har brug for, klarer den det hele uden problemer. Den virker meget gennemtænkt, og jeg er endnu ikke løbet ind i nogen problemer eller mangler. Godt køb!

Fredag aften, da ungerne var lagt i seng, var jeg en tur i biografen for at se “Det Gyldne Kompas”. Jeg kendte ikke på forhånd noget til historien, men har hørt flere tale positivt om bøgerne, så jeg tænkte jeg ville give den en chance. Og jeg blev bestemt positivt overrasket.

Det virker som et meget komplekst univers man begiver sig ind i i filmen. Der er styr på detaljerne i det parallelle univers filmen foregår i, hvilket jeg gætter på, må være bøgernes fortjeneste. Man fornemmer at det er et gennemarbejdet materiale man har med at gøre, og jeg fik i hvert fald lyst til at vide mere om universet.

Historien træder måske en lille smule i baggrunden, fordi vi skal introduceres for en masse personer, dyr, hekse, steder, organisationer etc. Alle med hver deres helt egen historie, som bestemt også er spændende i sig selv, men det er næsten til at blive helt forpustet af. Det kunne også være spændende at høre lidt mere om hvad det her ‘støv’ som hele filmen drejer om, egentlig er for en størrelse, men det kommer der forhåbentligt mere om i 2′eren og 3′eren. Ovennævnte kritik er i øvrigt ikke noget større problem, og det er vist noget alle film der er del af en serie, må igennem. Vi skal jo have tingene præsenteret, og det er altså nemmere at gøre over 20-30 sider i en bog, end på film hvor hvert minut helst skal være fremadskridende.

Jeg er sikker på at for en person der har læst bøgerne, er der nok for få personer, for korte beskrivelser etc. i bogen. Hvis universet er så komplekst som jeg gætter på det er, så har der sikkert ikke været plads til det hele i filmen. Lidt som udeladelsen af Tom Bombadil i Ringenes Herre-filmene. Men det er jo af gode grunde ikke noget jeg har lagt mærke til, og jeg synes sagtens filmen kan stå som den gør nu.

Jeg er bange for at jeg ikke får læst bøgerne lige med det første, selvom jeg bestemt har lyst til det, så jeg håber meget at de får lov at lave begge efterfølgere. Og gerne hurtigst muligt. Lige nu ser det dog ikke ud til at vi får 2′eren, “Skyggernes Kniv”, før 2009.

Handlingen følger ikke spillene, men indtil flere ting fra spillene indgår, så hvis man har spillet dem, så vil man helt sikkert nikke genkendende til en del detaljer og enkelte scener. Fx. er der blevet plads til den lille badeand fra en af reklamerne for spil nr. 4 i serien.

Filmen føles på mig som et godt mix mellem James Bond og Bourne-serien, og det rammer ret godt i min smag. Jeg havde nok regnet med at historien ville være lidt tynd, men også der blev jeg glædeligt overrasket. Ikke at den er indviklet eller fyldt med plottwists, men den holder sig bestemt i den pæne ende, genren taget i betragtning.

Alt i alt er det mit indtryk at filmen er meget tro over for spillenes univers, hvilket må siges at være et kæmpe plus. Jakob og jeg kunne ikke komme i tanke om ret mange succesfulde spil-til-film konverteringer (Tomb Raider 1 – er der andre bud?), men “Hitman” fortjener bestemt at få succes – og en 2′er, tak.

Og den ER altså lækker. Den afspiller naturligvis mine MP3-filer, men ikke WMA, de skal lige konverteres med det medfølgende program. Det samme gør sig stort set gældende for alle de film og videoklip man kunne tænke sig at putte i den, de skal lige konverteres, men her følger der bare ikke noget program med til at hjælpe. Jeg har dog fundet det gratis program SUPER, som kan klare den side af sagen.

Den kan naturligvis også klare podcasts, både af audio og video-typen og det spiller også bare rigtigt godt. Skærmen er 3,5 tommer og meget lækker, klar og dejlig at se på. Lyden kunne givetvis have været bedre, det er jo trods alt ikke et Creative-produkt jeg har fået, men den er i orden og det er godt nok til mig. Diskpladsen på 16 GB lyder ikke umiddelbart af meget, men jeg tror nok det skal vise sig at være tilstrækkeligt. Har pt. fyldt 4 GB musik og 4 GB film, tv-serier og podcasts på. Den kan også vise billeder, men den funktion tror jeg ikke jeg får så meget at bruge til. Der er kun to knapper på maskinen. En on/off knap, og en knap der fører en til menuen. Resten styres via touchscreenen og det fungerer rigtigt godt. Den har WiFi og Safari-browser samt direkte adgang til bl.a. YouTube.

Min daglige togtur til og fra arbejde føles væsentligt kortere pga. dette indkøb og jeg har stort set ikke noget negativt at sige om den. Den suger fedtfingre til sig som bare pokker, men når først musikken (eller videoklippet) spiller, så er alt andet lige meget.

De grimme hvide earplugs der fulgte med i pakken, er hurtigt blevet udskiftet med et par dejlige sorte Creative EP-630 – tak Niko!

Og en stor tak til Keld som har hjembragt denne dejlige maskine til mig fra USA, hvorved jeg sparede i omegnen af 1.000 spir.

Kevin Costner har, efter min mening, ikke så mange gode film at skrive på sit CV, men hans seneste “Mr. Brooks” må bestemt stå øverst på listen over hans succeser.

Handlingen er kort fortalt at Earl (Costner) lever et helt normalt liv, men i sin skumle fortid har adskillige mord på samvittigheden. Det er en besættelse for ham, og han går endda i en misbrugsgruppe for at holde trangen til blod nede. Hans mørke side er repræsenteret i filmen af Marshall (William Hurt) som går rundt som hans usynlige ven, som kun Earl kan se. Marshall prøver hele tiden at få Earl til at begå bare et lille bitte mord mere, og da han endelig får ham overtalt, går noget naturligvis galt.

Demi Moore spiller kriminalbetjenten der skal opklare sagen, samtidig med at hun kæmper med en meget beskidt skilsmisse. Hun spiller helt sikkert rigtig godt, men det bedste i filmen er måden Costner og Hurt, som jo altså så spiller to sider af samme mand, gør det på. Det fungerer fantastisk godt, og er både skræmmende og ret vittigt. William Hurt er rigtig god til at spille ond!

Så for første, og muligvis eneste, gang vil jeg anbefale en film med Kevin Costner – se den!

Min kone kunne så fortælle mig at der ikke var tale om en ny komedieserie, men om en dokumentar i 6 afsnit om den danske baronesse Caroline Fleming som bor på Valdemars Slot på Tåsinge. Nå, det blev det jo ikke mindre underholdende af, så jeg er stadig hooked.
Vi blev i øvrigt efterladt med en cliffhanger af rang, hvor kokken nærmest lovede at hænge sig i et træ hvis ikke den store 30-års fødselsdagsmiddag han skulle arrangere for Caroline, gik 100% efter planen.

Serien hedder “Baronessen” og går altså hver tirsdag kl. 20:35 på TV 2.

Det er egentlig mest min søster der er Knud Odde-fan, hun er nemlig stor Sort Sol-fan (hvor han er medlem), og så er det altså nogle ret gode billeder han laver. Sidste år gav vi hende faktisk et af hans (billigere!) billeder købt hos Clausens Kunsthandel i København, og det var også dem der havde bidraget med de mange billeder der altså nu hænger på rådhuset. Jeg kiggede først på billederne og så var der den officielle åbning hvor bl.a. borgmester Michael Ziegler sagde et par ord. Knud Odde var desværre ikke selv til stede. Der var de ‘klassiske’ Odde-motiver, hans frimærker og en stor del jeg ikke havde set før. Meget spændende og anbefalelsesværdigt. Også en prisliste som jeg dog sprang over i denne omgang. Er man i nærheden af Høje Taastrup rådhus er det bestemt et stop værd. Udstillingen løber til 6. juli.

Indlægget kunne have stoppet her, men jeg besluttede mig for alligevel at skrive det her: Efter vi havde fået at vide at Knud Odde ikke selv var til stede, dukkede han op alligevel. Jeg havde mit kamera i lommen efter at have fotograferet en del af de udstillede billeder og ville gerne have et foto af kunstneren også. Han står og taler med Helle Duus Weiss og efter at en anden, som jeg går ud fra arbejder for kommunen, har taget et billede af ham stiller jeg mig samme sted og tager et billede af de to. Han vender sig imod mig og spørger om jeg har fået lov til det der? Jeg har aldrig set manden live før, og ved ikke om han joker eller jeg nu har fornærmet ham. Han spørger hvad jeg hedder og vi giver hånd. Han siger noget med at vi da lige er nødt til at vide hvem jeg er når jeg tager billeder. Han spørger om jeg ikke hellere skulle fotografere kunsten, hvilket jeg svarer at jeg også har gjort. Vi udveksler et par ord mere og jeg går videre.

Jeg er stadig ikke klar over om han blev fornærmet. Der var noget i hans kropssprog, sammenbidte smil og så at han holdt ved min arm der kunne signalere det, men jeg kender ham som sagt ikke, og jeg kan læse det forkert. Det håber jeg at jeg gør. Jeg er ret sikker på jeg ikke gjorde noget forkert, et rådhus er vel at karakterisere som ‘offentligt område’ hvor man gerne må fotografere, og det er vel ikke uhørt at fotografere en kunstner til dennes fernisering. Men om jeg af høflighedsgrunde skulle have spurgt om lov… ja, det skulle jeg måske. I might never know.

Undskyld, Knud.

Onsdag aften var jeg med min buddy Martin til triplekoncert i Forum København. Der var dømt Metal, og hovednavnet var ingen ringere end The Prince of Darkness himself – Ozzy Osbourne. Ja, manden er næsten 60 år og måske lidt ofte ufrivilligt komisk, men han er en legende og det kan man ikke tage fra ham.

Der blev startet med – de for mig ukendte – Black Label Society med den altdominerende frontfigur Zakk Wylde. De understregede at vi var kommet til metalkoncert ved at spille højere end jeg nogensinde før har oplevet til en koncert. Således en god start på aftenen. Jeg er sikker på at BLS var rigtigt gode, jeg kendte dem bare ikke, så jeg fik nok ikke det samme ud af det som de ret mange fans der var mødt op. Blev også distraheret af at mr. Wylde hele tiden spyttede op i luften, de gange han altså ikke ramte sit hår.

Dernæst fulgte KoЯn, som jeg som metalfan desværre må indrømme at jeg heller ikke kendte ret godt. Det jeg har hørt med dem har ikke været min stil, men de har dog et vist ry, så jeg var positiv fra starten. Det formåede dog aldrig at blive ret interessant, men igen var der en god portion fans tilstede til at hjælpe stemningen på vej.

Til sidst kom manden selv så på scenen. Ozzy Osbourne med band. Og et gensyn med Zakk Wylde fra Black Label Society som jeg fandt ud af har spillet guitar i Ozzys band i flere år. Det er ikke den bedste koncert jeg har været til, men jeg synes varen blev leveret til ‘godkendt’. Ozzy brugte meget tid på at råbe “I can’t fucking hear you!” og dyppe sit hovede i en spand med vand. Hvorefter han smed resten af vandet ud over publikum. Adskillige gange.

I mine øjne sparker Ozzy stadig rigtig meget røv, og at konstatere at han ser gammel og slidt ud er nok lidt unuanceret. Han har jo trods alt brændt sit lys i begge ender med en skærebrænder i mange gode år. Det er vel okay at have sat farten lidt ned inden man når 60 år, eller hvad?

Der var god stemning i Forum København denne lumre onsdag aften, og det var fedt at give den gas med Martin igen, der går lidt for længe imellem. Læs i øvrigt om vores sidste koncertoplevelse her: Iron Maiden i Aalborg.

I lørdags, efter et par timer i solen i Frederiksberg Have, var Nikolaj og jeg inde og se teaterstykket “Købmanden” på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg. På scenen stod Nicolas Bro, Jonatan Spang, Laura Bro, Omar Marzouk, Blæs Bukki og Natasja. Det er en forholdsvis fri fortolkning af Shakespeares “Købmanden i Venedig” og handler om fremmedhad.

Alle skuespillere gjorde det fremragende, selv Natasja, som jeg ellers ikke er så stor fan af, gjorde det rigtigt godt. Blæs Bukki og hende havde et par rigtigt gode duetter sammen. Omaz Marzouk spiller “Ekspert i Meget Svære Spørgsmål” og han er også rigtig sjov. Kombinationen af skuespil, rap og comedy fungerer rigtigt godt, og den direkte kontakt med publikum er også meget skæg. Der var mange gode grin i stykket, og naturligvis også lidt at tænke over, hvis man har den slags lyster. Der var mange referencer til nutiden, bl.a. blev Ungdomshuset nævnt flere gange, og det var ikke overraskende dem der trak de største grin.

Nicolas Bro må fremhæves på hans fantastiske udtryk som man aldrig helt ved hvor man har. Og hans tynde modstykke i Jonatan Spang gør det også rigtigt rigtigt godt. Ikke et ondt ord om Blæs Bukki, men hans hardcore udstråling er næsten for dominerende til at han ikke stikker lidt ud blandt resten af truppen, sådan så jeg det i hvert fald. Men hans musik er uovertruffen.

Jeg fik ikke set “Gynt” da den gik på Betty Nansen Teatret (samme instruktør og også med Jonatan Spang og Blæs Bukki), men næste gang de sætter en lignende forestilling op, så er jeg klar.

McDonalds finder af og til på nye måder at lokke mig til dem, og denne gang har de prøvet med burgeren Big Bacon Blues – en firkantet burger med bl.a. bacon og chilisauce. Prøves skulle den naturligvis, og den er bestemt ikke dårlig. Det er en lidt større burger end Big Mac’en, hvilket passer mig fint. Det mest særprægede ved den, udover den firkantede bolle, er at den indeholder bluecheese, der giver den karakteristiske smag á la Roquefort eller Danablu. Allerede der gætter jeg på at man skærer en god del af McDonalds normale målgruppe bort, men point til McDonalds for at turde prøve det alligevel.

Efter min mening er der skruet lidt for meget op for bluecheese-smagen, desværre på bekostning af den ellers lækre bacon, for slet ikke at tale om chilisaucen, som man faktisk først opdager når den render ned af ens fingre. Men når det er sagt så er det bestemt en burger jeg kunne finde på at bestille igen. Den får fire store stjerner herfra.

I fredags var Marianne og jeg i biografen og se “Casino Royale”. Marianne havde allieret sig med Rikke til at passe Jonas og Elias, og det var således første gang siden Elias’ fødsel at Marianne og jeg kunne gå i biografen sammen uden børn. Vi startede lige med en storslået middag på McDonalds, et smut forbi slikbutikken og så var vi klar til et par timer i selskab med mr. James Bond.

Jeg må tilslutte mig koret af tilfredse biografgængere. Daniel Craig er god som den nye Bond, Mads Mikkelsen er god som Le Chiffre, Jesper Christensen er god som Mr. White og filmen som hele er også rigtig god. Faktisk bedre end jeg kan huske at en nylig James Bond-film har været. En del kritik har lydt på at historien er lidt tynd, og det er da nok muligt, men bestemt ikke noget der ødelægger noget. En overgang var den måske lidt langtrukken, men så kom der fart i handlingen igen. Der er jo tale om en slags moderniseret eller gentænkt James Bond, og jeg håber helt klart at folkene bag, også tør lade denne nye Bond komme til udtryk i de kommende film. Godt vi slap af med Pierce Brosnan, som jeg aldrig har været fan af. Daniel Craig ER James Bond!

I torsdags var jeg (sammen med Nikolaj, selvfølgelig) inde og se Carsten Bangs nye show “Har Satan en fætter?”. Han er i mine øjne kongen af klassisk stand-up og han skuffede bestemt ikke. Det var i Falconer Scenen på Frederiksberg og det sidste show jeg så dér var Anders Matthesens “Anden paa coke?”, så den sammenligning lå jo nært for. Det vil dog ikke være helt fair, da Carsten Bang leverer klassisk stand-up og Anders Matthesens show nærmere bevæger sig over i teater-genren.

Showet var opdelt i to sæt. 1. sæt var ok, bestemt sjovt, men ikke over det niveau man når på scenen i Comedy Zoo-caféen. Hvilket jo bestemt også er godt. Så skruede han til gengæld op for tempoet i 2. sæt. Der blev lavet masser af referencer til de emner han havde været inde på i 1. sæt (de såkaldte callbacks) og stilen der er Carsten Bangs helt egen blev rigtig tydelig. Så er man godt underholdt!

I lørdags var Nikolaj og jeg til koncert med Kashmir i K.B. Hallen på Frederiksberg. Det var supergodt, specielt fordi de spillede et par af de gamle numre - ”Bring Back Superman” og “Vote 4 Dick Taid”. Jeg har været fan i mange år efterhånden og må tilslutte mig den del af fanskaren der holder mest af tiden op til The Good Life-CD’en. Så det er dejligt at de er begyndt at spille nogle af de gamle numre igen til koncerterne. Jeg håber det betyder at de bevæger sig i den retning på deres næste CD. Andre favoritter fra koncerten var “The Cynic” (dog stadig uden David Bowie) og “Rocket Brothers”.

Et stort suk skal dog lyde i retning af opvarmningsbandet. Det var Aalborg-bandet Oh No Ono som lød ganske forfærdeligt! Og her mener jeg ikke kun vokaler og deres sange generelt, men også den tekniske del hvor en lydmand eller to nok burde have haft sparket. For dem der ikke kender Oh No Ono (og det er nok en del!) så er det nogle unge androgyne drenge med stærkt permanentet hår, og guitarer spændt op under armhulerne. Musikken læner sig vist en del op af danske Superheroes, men er altså bare ikke god. Slet ikke. Og deres konstante insisteren på at synge to eller tre ad gangen gør det ikke bedre.
Meget af dette er naturligvis et spørgsmål om smag og behag, men hvad et band som Oh No Ono laver som opvarmning til Kashmir, det fatter jeg ikke. Ud over at begge bands er danske, så har de vist ikke meget til fælles. Heller ikke fanskaren, hvis man skulle dømme ud fra dem der stod omkring mig i K.B. Hallen.

Så har jeg været til min første Iron Maiden-koncert. De spillede i Gigantium i Aalborg i torsdags og de gav den gas! De startede med at proklamere at de ville spille alle numre fra deres nye CD som jeg ikke har hørt, så der forventede jeg nok at blive hægtet lidt af. Faktisk var der nok ikke mere end en håndfuld numre under hele koncerten som jeg kendte. Men hvor betød det da bare uendeligt lidt. De formåede at få fat i publikum, og helt oppe foran hvor vi stod var der i hvert fald god stemning og strakte djævle-håndtegn over hele linien. Og taget lettede naturligvis totalt da de spillede klassikerne “Fear of the Dark” og “Two Minutes to Midnight”. Nogen manglede måske “Run to the Hills”, men jeg synes faktisk det var i orden at udelade den.

Gennemsnitsalderen overraskede mig lidt, den har ikke været meget over 27 år. Der var rigtigt mange der lignede gymnasiestuderende, så Iron Maiden har åbenbart også fat i dét publikum og ikke kun os halvgamle metalheads.

Super koncert, jeg er klar igen næste gang de kommer forbi Danmark.

I aften har jeg været i biografen og se “Thank You for Smoking”, en satire om tobaksindustrien i USA og hvordan den benytter sig af spin af den værste slags for at sælge cigaretter.

Hovedpersonen har talegaverne i orden og kan sælge ALT. Tilfældigvis arbejder han som talsmand for tobaksindustrien og han er dygtig til sit job. Nyeste udfordring er en senator der vil placere store dødningehoveder og teksten POISON på cigaretpakkerne. Løsningen: Få Hollywood til at sælge budskabet at rygning er cool igen! Og så er der jo også lige hende den lækre journalist (Katie Holmes) som gerne vil have et interview. I sin fritid mødes han med talsmændene for våben- og spiritusindustrien og udveksler nye måder at “filtrere” sandheden på.

Filmen har rigtigt mange sjove øjeblikke og er meget velskrevet med hurtige replikker, og naturligvis også lidt at tænke over. Specielt scenerne med de andre lobbyister (Merchants of Death, som de kalder sig) er rigtigt gode. Klart anbefalelsesværdig.

Efter filmen kom Nicolas Bro og svarede på spørgsmål fra publikum, det var bestemt også spændende. Jeg fik ændret mit syn på den store mand en smule, til den gode side.

Så fik jeg set filmen “Princess” af Anders Morgenthaler. Det var jo en forholdsvis barsk omgang, men den var bestemt god. Tegnestilen virker nogen steder lidt simpel, men det er helt sikkert meningen og jeg synes det fungerer rigtigt godt. Også det at der bliver blandet lidt rigtig film ind hist og her, og vist også et par computeranimerede effekter, synes jeg ser godt ud.

Historien og enkelte scener er dog ret blodig, så man skal nok være til den slags før jeg vil anbefale den. Det er nok også det, kombineret selvfølgelig med at det er en tegnefilm, der har gjort at billetsalget til “Princess” ikke har været helt så godt. Lidt ærgeligt, men det kan være den får den succes den har fortjent når den kommer på DVD.

Marianne, Elias og jeg var til Baby Bio-arrangement på Fisketorvet her til formiddag, for at se den nye “Pirates of the Caribbean: Dead Man’s Chest” som jeg har glædet mig meget til. Og det var bestemt ikke skuffende.

Det var første gang jeg var i babybio, men det var overhovedet ikke så slemt som jeg nok havde frygtet. Jeg ved ikke hvordan andre biografer gør det, men hos CinemaxX på Fisketorvet kan babyerne stå i deres barnevogne ude foran salen hvor en medarbejder holder øje med dem. Alle vognene har så numre, og hvis en af poderne bliver utilfredse, bliver ens nummer råbt op i biografen og forældrene kan klare sagen.
Vi havde Elias med inde i salen og han var naturligvis eksemplarisk og lå enten og sov i sin voksipose på gulvet, eller lå ved Marianne og spiste.
Filmen var helt som den skulle være! Super underholdning, gode effekter og så er Johnny Depp jo altid en fornøjelse at se. Og det samme kan siges om Keira Knightly. Skulle man nævne et enkelt minus, må det være at det hele er så uforløst og man bare må vente et års tid mere på at få 3′eren at se. Øv. Men se den! Savvy?